Energinets nye procedure skaber meget bekymrende situation i elnettet

“Kritisk” og "grund til stor bekymring”. Sådan lyder kommentaren fra Brintbranchen, der repræsenterer en af de sektorer i Danmarks grønne energiforsyning og klimaindsats, der vil være blandt de kommende års potentielt helt store elforbrugere. Kommentaren kommer i kølvandet på Energinets seneste udmeldinger omkring elnettet. Her er man samtidig uforstående overfor, at efterspørgslen efter kapacitet til PtX-anlæg skulle være overraskende.

Cover

”De omfattende udfordringer med kapaciteten i elnettet har været kendt længe, og det er klart, at de kalder på akut handling og prioritering. Men dagens udmelding understreger alvoren, er særdeles kritisk for den grønne omstilling, og giver grund til stor bekymring, siger Tejs Laustsen Jensen, direktør i Brintbranchen.  

Han understreger, at der er fornuftige tiltag, bl.a. i forhold til begrænset netadgang, i dagens udmelding fra Energinet, men påpeger, at en lang række udfordringer udestår.  

“Modenhedskriterier, fjernelse af useriøse projekter, prioritering af netvenlighed m.v. er naturligvis fornuftigt. Men vi har brug for, at der ikke er usikkerhed omkring de brintanlæg, der er vitale for den grønne omstilling og vores energiforsyning på mellem og lang sigt. Derfor skal tilslutning af brint- og PtX-anlæg prioriteres. Helt essentielt er det naturligvis, at de brintanlæg, der har direkte sammenhæng med at kunne levere i forhold til bookingkravet for brintinfrastrukturen (som Energinet også er ansvarlig for), ikke påvirkes negativt. En række projekter står til at få støtte fra Tyskland, og brintproduktionen og infrastrukturen er således en afgørende del i den nødvendige udbygning af det dansk-tyske samarbejde”, siger Tejs Laustsen Jensen, og fortsætter:  

“Men hertil kommer også, at opskalering af den danske produktion af såvel grøn gødning samt grønne, brintbaserede brændstoffer er helt afgørende for at styrke Danmarks forsyningssikkerhed både militært og civilt. Der er ingen vej til dansk energiuafhængighed uden dansk produceret grøn brint. Det er ikke opgaver, der kan vente, slet ikke i det nuværende skrøbelige geopolitiske klima. Men det kommer vi ingen vegne med uden forudsigelig, hurtig nettilslutning af brintproducerede elektrolyseanlæg.” 

Tejs Laustsen Jensen understreger, at elektrolyseanlæg allerede i dag spiller fleksibelt sammen med elnettet, og fremover i endnu højere grad kan være med til at sikre den optimale udnyttelse af netkapaciteten. 

”Elektrolyseanlæg bidrager allerede i dag til både en bedre udnyttelse og balancering af det danske elnet. Vi kan se, at det virker, og det vil kunne udnyttes endnu bedre med nye fleksibilitetsprodukter fra Energinet. Det handler både om at udnytte den grønne strøm mest og bedst muligt, men også om at vi med elektrolyseanlæggene som aktive medspillere kan få mere ud af det allerede installerede elnet. Derfor hilser vi også tiltag f.eks. omkring begrænset netadgang velkommen, for det er i det samlede el- og energisystems interesse, at vi får langt mere elektrolysekapacitet i de kommende år”, siger Tejs Laustsen Jensen. 

Afslutningsvis påpeger Tejs Laustsen Jensen, at det umiddelbart er svært at forstå, hvis mængden af brint- og PtX-kapacitet med tilslutningsbehov skulle været kommet som en overraskelse for Energinet: 

”Den politisk vedtagne, danske PtX-strategi fastsatte allerede i 2022 et mål om 4-6 GW installeret elektrolysekapacitet i 2030, og arbejdet med den understøttende danske brintinfrastruktur har været i gang i adskillige år. Så der har, når vi når til idriftsættelsesdatoen for mange af de centrale brintanlæg, været næsten et årti til at forberede sig. Det burde umiddelbart være tilstrækkeligt.”

Press contact
Tejs Laustsen Jensen
Direktør/CEO

Relaterede nyheder

cover

Brintbranchen: Vigtige grønne satsninger i regeringsgrundlaget

Brintbranchen roser de grønne initiativer i regeringsgrundlaget. Det gælder ikke mindst prioriteringen af grønne PtX-brændstoffer, blandt andet til forsvarsbrug. Brintbranchen understreger desuden det akutte behov for en løsning på krisen i elnettet, herunder at sikre, at elnettet ikke de facto kommer til at forhindre den kommende brintinfrastruktur.

Læs mere...
cover

Energinets nye procedure skaber meget bekymrende situation i elnettet

“Kritisk” og "grund til stor bekymring”. Sådan lyder kommentaren fra Brintbranchen, der repræsenterer en af de sektorer i Danmarks grønne energiforsyning og klimaindsats, der vil være blandt de kommende års potentielt helt store elforbrugere. Kommentaren kommer i kølvandet på Energinets seneste udmeldinger omkring elnettet. Her er man samtidig uforstående overfor, at efterspørgslen efter kapacitet til PtX-anlæg skulle være overraskende.

Læs mere...

Om os

Brintbranchen er en fokuseret interesseorganisation for brint- og Power-to-X-interessenter i Danmark. Vi repræsenterer hele værdikæden fra forskning til færdigudviklede produkter. Hver dag arbejder vi for at fremme produktion og brugen af brint, Power-to-X (PtX), brændselsceller, elektrolyse, electrofuels og de bagvedliggende teknologier. Vores ambition er, at Danmark udnytter sit potentiale til at blive foregangsland inden for brint og Power-to-X, og vi arbejder hver dag for at skabe de bedst mulige rammer for forskning, udvikling, produktion og eksport af vores medlemmers teknologier og produkter.

Kontakt

Vesterbrogade 1C, 2.sal
1620 København V

info@brintbranchen.dk
+45 39202003
© 2026 | Alle rettigheder forbeholdes.