Brintbranchen: Nye tyske regler vil øge efterspørgsel efter grøn brint markant

Den tyske Forbundsdag har sent torsdag eftermiddag vedtaget ny lovgivning (REDIII), der bl.a. sætter krav til brug af grøn brint (RFNBO) i den tyske transportsektor. De nye regler vil bidrage til at øge efterspørgslen efter grøn brint markant, og vil derfor også have stor betydning for dansk eksport af brint og grønne brændstoffer, samt den kommende danske brintinfrastruktur. Ifølge Brintbranchen illustrerer de tyske regler samtidig, hvor store udfordringerne med den tilsvarende danske lovgivning er.

Cover

”Det er svært at undervurdere betydningen af de nye tyske regler. De vil betyde et kæmpe boost for efterspørgslen efter grøn brint og brintbaserede grønne brændstoffer i Tyskland, og vil presse massive mængder af importeret fossil energi ud af det tyske energisystem. Og så er det ikke mindst potentielt afgørende for eksporten af dansk brint til Tyskland, og dermed også for, om der kan tages investeringsbeslutning på den danske brintinfrastruktur,” siger direktør i Brintbranchen, Tejs Laustsen Jensen.

Brintdirektøren glæder sig samtidig over, at de tyske lovgivere undervejs i processen har hævet kravet til, hvor stor en andel brintbaseret grønt brændstof der skal bruges i Tyskland.

”De tyske lovgivere har hævet kravene undervejs i lovgivningsprocessen, og vi vil nu se en stor efterspørgsel fra bl.a. de tyske raffinaderier, der skal erstatte fossil brint med grøn. Det er positivt, og behovet for at fortrænge den fossile energi illustreres tydeligt af den aktuelle forsyningskrise. Samtidig er det jo positivt, at vi nu kommer til at opleve en stærkt stigende efterspørgsel efter grøn, dansk brint," siger Tejs Laustsen Jensen. 

Pinlig dansk implementering

Tejs Laustsen Jensen påpeger også, at den tyske lovgivning sender et meget tydeligt signal til danske politikere, der aktuelt forhandler om en ny regering.

”Tyskerne viser virkelig vejen her, og det skal vi være glade for. Men samtidig understreger det, hvor helt og aldeles uambitiøs de tilsvarende danske regler er. Vi har et af de absolut mindst grønne regelsæt på dette område af alle EU-lande, og det er både en dårlig idé og tilnærmelsesvist pinligt. Både når man sammenligner med Tyskland, men også nordiske lande som f.eks. Finland. Der er med andre ord behov for, at man i de aktuelle regeringsforhandlinger lader sig inspirere af tyskerne og sætter Danmark på en grønnere brændstofkurs," slutter Tejs Laustsen Jensen.

Efter dagens vedtagelse i Forbundsdagen skal lovgivningen endelig vedtages i det tyske parlaments 2. kammer, Forbundsrådet, inden de nye regler kan træde endeligt i kraft. Det forventes at ske den 8. maj 2026.

Relaterede nyheder

cover

Brintbranchen: Vigtige grønne satsninger i regeringsgrundlaget

Brintbranchen roser de grønne initiativer i regeringsgrundlaget. Det gælder ikke mindst prioriteringen af grønne PtX-brændstoffer, blandt andet til forsvarsbrug. Brintbranchen understreger desuden det akutte behov for en løsning på krisen i elnettet, herunder at sikre, at elnettet ikke de facto kommer til at forhindre den kommende brintinfrastruktur.

Læs mere...
cover

Energinets nye procedure skaber meget bekymrende situation i elnettet

“Kritisk” og "grund til stor bekymring”. Sådan lyder kommentaren fra Brintbranchen, der repræsenterer en af de sektorer i Danmarks grønne energiforsyning og klimaindsats, der vil være blandt de kommende års potentielt helt store elforbrugere. Kommentaren kommer i kølvandet på Energinets seneste udmeldinger omkring elnettet. Her er man samtidig uforstående overfor, at efterspørgslen efter kapacitet til PtX-anlæg skulle være overraskende.

Læs mere...

Om os

Brintbranchen er en fokuseret interesseorganisation for brint- og Power-to-X-interessenter i Danmark. Vi repræsenterer hele værdikæden fra forskning til færdigudviklede produkter. Hver dag arbejder vi for at fremme produktion og brugen af brint, Power-to-X (PtX), brændselsceller, elektrolyse, electrofuels og de bagvedliggende teknologier. Vores ambition er, at Danmark udnytter sit potentiale til at blive foregangsland inden for brint og Power-to-X, og vi arbejder hver dag for at skabe de bedst mulige rammer for forskning, udvikling, produktion og eksport af vores medlemmers teknologier og produkter.

Kontakt

Vesterbrogade 1C, 2.sal
1620 København V

info@brintbranchen.dk
+45 39202003
© 2026 | Alle rettigheder forbeholdes.