Nu haster det med den grønne omstilling
Folketingsvalget er overstået, og det er nu tid til at tage fat på de hastende opgaver, der venter forude – ikke mindst i forhold til den grønne omstilling. For de pågående klima-, energi- og forsyningskriser respekterer ikke hverken udmattelse eller lange regeringsforhandlinger. Derfor er det afgørende, at der bygges oven på de stærke grønne resultater et bredt flertal har skabt i den seneste valgperiode. Den grønne omstilling må ikke blive sat på pause, der er derimod behov for ikke bare at holde, men i høj grad øge tempoet. Nye aftaler skal indgås, nye mål sættes, og ikke mindst så skal tempoet i implementeringen af de allerede vedtagne initiativer forceres. Sådan lyder reaktionen fra Brintbranchen efter gårsdagens folketingsvalg.

Meningsmålingerne op til valget har tydeligt vist, at klima fortsat er blandt de vigtigste emner for den danske befolkning. Og den grønne omstilling er ikke alene er afgørende for at dæmme op for klimaforandringernes altødelæggende konsekvenser, det er også den, der skal bane vejen ud af afhængigheden af fossil, russisk energi, og sikre en stærk økonomisk udvikling i Danmark i årtier fremover.
”I den seneste valgperiode er der indgået mange brede, historiske aftaler på det grønne område, og der er grund til at rose parterne bredt over det politiske spektrum for at tage ansvaret på sig i de forgangne år. Men midt i en energikrise må vi ikke risikere at hvile på laurbærrene eller tabe momentum. Vi har brug for at få sat gang i endnu mere VE, og vi har især brug for hurtigere implementering af bl.a. initiativerne i PtX-strategien”, siger Brintbranchens direktør, Tejs Laustsen Jensen, der opfordrer til, at der skrues op for de grønne ambitioner, og at omstillingen skal placeres centralt i regeringsforhandlingerne:
”Klima-, energi- og forsyningspolitikken har aldrig været så vigtig som nu. Og der har aldrig været så stort og akut et behov for grønne løsninger. Både af hensyn til klimaet og dansk økonomi, eksport og beskæftigelse. Den grønne omstilling er den eneste farbare vej ud af klimakrisen og Putins klør. Vi har et ansvar overfor os selv, Europa og de kommende generationer for at lægge det fundament, fremtiden skal stå på. Den grønne omstilling er imperativt for sikkerhedspolitikken, og der skal sættes alt ind for at opskalere produktionen af både vedvarende energi, brint og Power-to-X yderligere, så vi kan frigøre energisystemerne fra den fossile afhængighed, og skabe fundamentet for et nyt dansk industri- og erhvervseventyr, og som nation vise globalt lederskab”, siger Tejs Laustsen Jensen.
For det er nu, prøven skal stå, og den kommende danske regering skal bevise, at Danmark både kan og skal være en ledende drivkraft i den globale omstilling, og her er brint og PtX et helt afgørende parameter, siger Tejs Laustsen Jensen, og afslutter:
”I valgkampen har der været opbakning til en ambitiøs klimapolitik. Nu skal de løfter veksles til konkrete initiativer med udbygning af både VE og PtX”.
Relaterede nyheder
Brintbranchen: Vigtige grønne satsninger i regeringsgrundlaget
Brintbranchen roser de grønne initiativer i regeringsgrundlaget. Det gælder ikke mindst prioriteringen af grønne PtX-brændstoffer, blandt andet til forsvarsbrug. Brintbranchen understreger desuden det akutte behov for en løsning på krisen i elnettet, herunder at sikre, at elnettet ikke de facto kommer til at forhindre den kommende brintinfrastruktur.
Læs mere...Energinets nye procedure skaber meget bekymrende situation i elnettet
“Kritisk” og "grund til stor bekymring”. Sådan lyder kommentaren fra Brintbranchen, der repræsenterer en af de sektorer i Danmarks grønne energiforsyning og klimaindsats, der vil være blandt de kommende års potentielt helt store elforbrugere. Kommentaren kommer i kølvandet på Energinets seneste udmeldinger omkring elnettet. Her er man samtidig uforstående overfor, at efterspørgslen efter kapacitet til PtX-anlæg skulle være overraskende.
Læs mere...