Nytårsudtalelse fra Brintbranchen 2023

I anledning af nytåret udtaler Brintbranchens direktør Tejs Laustsen Jensen:

Cover

2022 var for den danske brintindustri et år præget af fremgang, men i høj grad også et år med massive udfordringer. Både for brintindustrien og for Danmark generelt. Først og fremmest kom krigen til Europa, og de afledte energi- og forsyningskriser. Det har præget alle dele af samfundet – også den danske brintindustri. Heldigvis var det danske svar på klima- og energikriserne stærkt og grønt; svaret er at accelerere den grønne omstilling og mindske vores afhængighed af fossile former for energi. Og vi kom som nation langt i 2022, blandt andet med Esbjerg- og Marienborg deklarationerne om massiv udbygning af havvind i Nord- og Østersøen.

I det nye år, som vi netop har taget hul på, skal vi have fokus rettet mod at gøre den grønne energi anvendelig i hele energisystemet gennem massiv brintproduktion, så vi kan lagre vindenergien, flytte den billigt og effektivt i brintrør og bruge den, hvor direkte elektrificering ikke giver mening. Det er en omstilling som i de kommende år rummer enorme muligheder for Danmark, og 2023 bør være året, hvor vi for alvor kommer i gang.  

For hvor 2022 blev året, hvor Danmark endelig fik en national brintstrategi, skal 2023 være året hvor vi sætter turbo på implementeringen og stempler 110% ind i såvel det europæiske som det globale klimakapløb. Vi skal gå fra ambitioner og aftaler til implementering og intensiveret industripolitik. Det haster med en dansk brintinfrastruktur og det er helt afgørende fra årets start at få sat gang i det konkret arbejde med etableringen. Og så skal PtX-puljen i udbud og udmøntes, så midlerne kan komme ud og arbejde hurtigst muligt, og ikke mindst så har vi brug for endelig at få den tarifreform, der sikrer rimelige vilkår for PtX-anlæg og en effektiv udnyttelse af elnettet. Rammevilkårene skal på plads, både i Danmark og i Europa som helhed.   

Det er omfattende opgaver, men vi kan og skal løse dem, og de danske brintvirksomheder står på spring for at bidrage til at realisere det enorme danske potentiale indenfor både energi og industri. Mulighederne er store, men det kræver, at der er politisk opbakning til også den globale konkurrence, som kun intensiveres i 2023. Det bliver afgørende, at Danmark og EU finder et godt og konstruktivt svar på de udfordringer den amerikanske Inflation Reduction Act (IRA) har skabt for den grønne industri i Europa, og ligeledes på de strategiske udfordringer den stigende statsfinansierede konkurrence fra især Kina udgør. Derfor skal vi i det nye år have en ny, anderledes og mere offensiv industripolitik – ikke mindst for hele den grønne industri – på plads. Kun sådan kan vi sikre den uafhængighed, som også statsministeren talte om i hendes nytårstale.  

2023 skal blive bliver året, hvor branchen skal kunne bygge; konkret hvor vi skal bygge infrastruktur, elektrolyseanlæg og transportløsninger, som brint og de brintbaserede brændsler kan komme ud og arbejde i. Og overført hvor vi skal bygge en ny stærk industri. På den måde øger vi forsyningssikkerheden, mens vi skaber grønne jobs og høster klima- og energigevinsterne af et energi- og transportsystem, hvor brint og Power-to-X udgør en integreret del.  

Godt nytår og  -mest af alt- god arbejdslyst. 

Press contact
Tejs Laustsen Jensen
Direktør/CEO

Relaterede nyheder

cover

Brintbranchen: Nye tyske regler vil øge efterspørgsel efter grøn brint markant

Den tyske Forbundsdag har sent torsdag eftermiddag vedtaget ny lovgivning (REDIII), der bl.a. sætter krav til brug af grøn brint (RFNBO) i den tyske transportsektor. De nye regler vil bidrage til at øge efterspørgslen efter grøn brint markant, og vil derfor også have stor betydning for dansk eksport af brint og grønne brændstoffer, samt den kommende danske brintinfrastruktur. Ifølge Brintbranchen illustrerer de tyske regler samtidig, hvor store udfordringerne med den tilsvarende danske lovgivning er.

Læs mere...
cover

Forsyningskrise understreger behov for nye flybrændstoffer

Det Internationale Energiagenturs (IEA) advarsel om at Europa nu kun har seks ugers forsyninger af flybrændstof på lager, bør adresseres i de aktuelle regeringsforhandlinger. Brintbranchen peger på, at Danmark og Europa kun ved at øge den hjemlige produktion af grønt brændstof kan frigøre sig fra det fossile jerngreb vi pt. holdes i.

Læs mere...
cover

Både elnetskrise og forsyningskrisen kræver mere fleksibel brintproduktion. Bør være central prioritet for ny regering.

Såvel forsyningsproblemerne på grund af det lukkede Hormuzstræde som kapacitetskrisen i det danske elnet understreger behovet for mere grøn brintproduktion i Danmark. For grønne brintbaserede brændstoffer kan træde i stedet for f.eks. importeret flybrændstof fra Mellemøsten, og fleksible brintanlæg kan bidrage til en effektiv udnyttelse af elnettet. Og derfor bør brint og PtX være centrale elementer i en ny regerings energipolitik. Sådan lyder det fra Brintbranchen, der i dag lancerer fem konkrete PtX-initiativer til den kommende regering.

Læs mere...

Om os

Brintbranchen er en fokuseret interesseorganisation for brint- og Power-to-X-interessenter i Danmark. Vi repræsenterer hele værdikæden fra forskning til færdigudviklede produkter. Hver dag arbejder vi for at fremme produktion og brugen af brint, Power-to-X (PtX), brændselsceller, elektrolyse, electrofuels og de bagvedliggende teknologier. Vores ambition er, at Danmark udnytter sit potentiale til at blive foregangsland inden for brint og Power-to-X, og vi arbejder hver dag for at skabe de bedst mulige rammer for forskning, udvikling, produktion og eksport af vores medlemmers teknologier og produkter.

Kontakt

Vesterbrogade 1C, 2.sal
1620 København V

info@brintbranchen.dk
+45 39202003
© 2026 | Alle rettigheder forbeholdes.