Brint bidrager til grønnere luftfart
I 2025 skal 2 procent af alt flybrændstof som tankes i de europæiske lufthavne være såkaldt sustainable aviation fuel (SAF), og målet skrues op til 70 procent i 2050. Det er EU’s institutioner blevet enige om i et kompromis om “ReFuelEU Aviation”-aftalen i denne uge. Brintbranchen glæder sig over, at aftalen sætter bindende mål og giver mulighed for brug af ren brint i luftfarten, men beklager, at målene ikke blev mere ambitiøse.

Med aftalen ReFuelEU Aviation skal luftfarten i Europa være grønnere. Det skal ske med øget brug af grønne brændstoffer, herunder bl.a. brint såvel som syntetiske brintbaserede brændstoffer og avancerede biobrændstoffer, der kan indgå i eksisterende flymotorer. Samlet skal mængden af SAF øges fra 2 procent i 2025 til 70 procent i 2050. Som del af aftalen er der indgået delmål om, at 1,2 procent af SAF skal være syntetisk, det vil sige med udgangspunkt i grøn brint, i 2030, 5 procent i 2030 og 35 procent i 2050.
Brintbranchen glæder sig over, at aftalen baner vejen for anvendelse af syntetiske brændstoffer og etablering af den tilhørende infrastruktur i de europæiske lufthavne:
”Det er rigtig godt, at vi nu endelig i EU er blevet enige om at gøre luftfarten grønnere. Og det er godt, at det sker med bindende mål om indfasning af grønnere brændstoffer i flytransporten. Det giver en langsigtet ramme som både luftfartsselskaberne og den grønne brændstofindustri kan arbejde under. Ligeledes er det rigtigt godt, at brintbaserede brændsler tiltænkes en over tid stigende rolle i decarboniseringen af luftfarten. Nu kan vi i branchen gå i gang med at arbejde for at optimere brintbaserede brændsler og infrastrukturen i vished om, at der er sikret et minimumsaftag i de europæiske lufthavne,” siger Brintbranchens direktør, Tejs Laustsen Jensen.
Men selvom aftalen skaber et godt fundament for brintens videre opskalering i luftfarten, havde Brintbranchen gerne set mere ambitiøse mål, særlig på delmålene om anvendelse af syntetiske brændstoffer:
”Det er ærgerligt, at der ikke er kommet mere ambitiøse mål om andelen af syntetiske brændsler i luftfarten i 2050. Vi mener bestemt, at det kunne have skubbet yderligere til udviklingen af brintbaserede brændstoffer i luftfarten, og sat endnu mere fart på omstillingen, men samlet set er der grund til at glæde sig over, at vi har en aftale med bindende mål og vi dermed for alvor kan komme i gang,” siger Tejs Laustsen Jensen.
ReFeulEU Aviation er del af Fitfor55-lovgivningspakken. Den indgåede aftale skal formelt godkendes i de kommende måneder.
Relaterede nyheder
Brintbranchen: Vigtige grønne satsninger i regeringsgrundlaget
Brintbranchen roser de grønne initiativer i regeringsgrundlaget. Det gælder ikke mindst prioriteringen af grønne PtX-brændstoffer, blandt andet til forsvarsbrug. Brintbranchen understreger desuden det akutte behov for en løsning på krisen i elnettet, herunder at sikre, at elnettet ikke de facto kommer til at forhindre den kommende brintinfrastruktur.
Læs mere...Energinets nye procedure skaber meget bekymrende situation i elnettet
“Kritisk” og "grund til stor bekymring”. Sådan lyder kommentaren fra Brintbranchen, der repræsenterer en af de sektorer i Danmarks grønne energiforsyning og klimaindsats, der vil være blandt de kommende års potentielt helt store elforbrugere. Kommentaren kommer i kølvandet på Energinets seneste udmeldinger omkring elnettet. Her er man samtidig uforstående overfor, at efterspørgslen efter kapacitet til PtX-anlæg skulle være overraskende.
Læs mere...