Brintbranchens direktør valgt til Hydrogen Europes bestyrelse
Brintbranchens direktør, Tejs Laustsen Jensen, er blevet valgt til Hydrogen Europes bestyrelse som repræsentant for de europæiske nationale brintorganisationer. Tejs Laustsen Jensen vil bruge mandatet til at intensivere samarbejdet mellem de nationale brintorganisationer for at styrke Hydrogen Europes position som stærk interesseorganisation i EU.

Det er Brintbranchens direktør, Tejs Laustsen Jensen, der vil tage plads i Hydrogen Europes bestyrelse på vegne af Brintbranchen de kommende to år. Hydrogen Europe er den europæiske brancheorganisation, der repræsenterer den europæiske brintindustri, og fremmer brint som én af forudsætningerne for et nul-emissionssamfund. Hydrogen Europe har de seneste år vokset sig til en stor og betydningsfuld spiller i EU, som samler hele den europæiske brintindustri, og hvor organisationen har været med til at præge mange af de positive udviklingerne på brintområdet.
Tejs Laustsen Jensen blev som første dansker nogensinde her til eftermiddag valgt ind i bestyrelsen som repræsentant for de nationale brintorganisationer med et stort flertal af stemmerne.
”Det er med stor glæde og ydmyghed, at jeg er tiltrådt Hydrogen Europes bestyrelse her til eftermiddag. Vi står midt i flere kriser, hvor klimaet, energi- og forsyningssikkerheden er truede. Vejen ud af disse kriser er grøn, og involverer alle brint og brintbaserede produkter. Det er derfor uhyre vigtigt, at vi intensiverer det europæiske samarbejde på brintområdet. Vi må ikke miste kontrol og ejerskab over både europæisk brintproduktion og aftag i transport- og industrisektoren, samt den bagvedliggende teknologiudvikling.
Som bestyrelsesmedlem for de nationale brintorganisationer vil jeg arbejde for at styrke de nationale organisationers dialog og samarbejde på tværs af EU. Brancheorganisationernes styrke er, at vi ligger inde med dybdegående kendskab til hver især vores nationale brintindustri og ved at kombinere denne viden til én fælles europæisk stemme, styrker vi Hydrogen Europe som helhed. Jeg glæder mig til at påbegynde arbejdet, og vil gerne takke alle, der har stemt på Brintbranchen,” siger Tejs Laustsen Jensen umiddelbart efter valget i Bruxelles.
Fakta
Hydrogen Europes bestyrelse består af 13 medlemmer, som bliver valgt i kategorierne nationale organisationer og industri, hvoraf industrikategorien er opdelt i underkategorierne industri, energi, SMV, teknologiproducent og transport.
Brintbranchen er valgt i kategorien nationale organisationer og har fået et toårigt mandat, som løber til og med juni 2025.
Relaterede nyheder
Brintbranchen: Vigtige grønne satsninger i regeringsgrundlaget
Brintbranchen roser de grønne initiativer i regeringsgrundlaget. Det gælder ikke mindst prioriteringen af grønne PtX-brændstoffer, blandt andet til forsvarsbrug. Brintbranchen understreger desuden det akutte behov for en løsning på krisen i elnettet, herunder at sikre, at elnettet ikke de facto kommer til at forhindre den kommende brintinfrastruktur.
Læs mere...Energinets nye procedure skaber meget bekymrende situation i elnettet
“Kritisk” og "grund til stor bekymring”. Sådan lyder kommentaren fra Brintbranchen, der repræsenterer en af de sektorer i Danmarks grønne energiforsyning og klimaindsats, der vil være blandt de kommende års potentielt helt store elforbrugere. Kommentaren kommer i kølvandet på Energinets seneste udmeldinger omkring elnettet. Her er man samtidig uforstående overfor, at efterspørgslen efter kapacitet til PtX-anlæg skulle være overraskende.
Læs mere...