Nytårsudtalelse fra Brintbranchen: Sådan gør vi 2024 til et godt brintår
Efter et undervejs udfordrende 2023 sluttede året stærkt på brintområdet. 2024 kan og bør blive brintens år, og for alvor sætte gang i næste fase af den grønne omstilling. Men det kræver en ambitiøs og visionær politisk aftale om finansieringen af brintinfrastruktur, aktivt dansk samspil med EU’s brintbank, og en ambitiøs industripolitisk opfølgning på decembers aftale om grøn statsstøtte, siger Brintbranchen i anledning af årsskiftet.

”Først og fremmest vil jeg ønske alle et godt nytår. Det forgangne år har til tider været udfordrende for den grønne omstilling generelt, og det gælder også den danske brint- og Power-to-X (PtX) -industri. Men til trods for, at stigende renter, usikkerhed om VE-udbygning og andre udfordringer satte sit præg på 2023, så har industrien vist sin resiliens: Vi sluttede året med et succesfuldt PtX-udbud, der understreger Danmarks potentiale som førende producent af brint og grønne brændsler, og en række projekter er under opførsel landet over. Nu, hvor vi ser ind i et nyt år, er det afgørende for både Danmark og den grønne omstilling, at vi sikrer hastigheden i udbygningen af den danske brintproduktionskapacitet, hvis vi skal nå at etablere 4-6 GW elektrolysekapacitet i 2030,” siger Tejs Laustsen Jensen, direktør i Brintbranchen.
En helt central forudsætning for at opnå de danske mål er, at aftalen om finansiering af brintinfrastruktur er ambitiøs, og kommer på plads hurtigt i 2024, mener Tejs Laustsen Jensen:
”Storskalaudbygning kræver brintinfrastruktur, men afklaring omkring brintinfrastrukturen er ligeledes en forudsætning for et succesfuldt havvindsudbud – for byderne skal have vished for deres muligheder for at omsætte havvind til brint i storskala. Så vi har brug for en aftale hurtigt i 2024, der indeholder en statsgaranti i kombination med et tarifloft, så de danske brintproducenter ikke skal bære risikoen i opstartsfasen, og vi kan få vished for de langsigtede investeringer.”
Nye udbud
Og så skal Danmark i 2024 også bygge videre på det succesfulde PtX-udbud, og sikre en kontinuerlig proces med nye udbud. Et stærkt værktøj, som Danmark i den sammenhæng ifølge Brintbranchen skal benytte sig af, er den nye auction-as-a-service-mekanisme i den Europæiske brintbank. Det vil give danske brintprojekter muligheder for at modtage nationale midler, hvis ikke de får del af den europæiske pulje, og sikre en lettilgængelig ansøgningsproces.
Grøn industripolitik
Men brintinfrastruktur og øget brintproduktion bør ikke være eneste fokus i det nye år. 2024 skal ifølge Brintbranchen også være året, hvor Danmark har fokus på de geo- og sikkerhedspolitiske konsekvenser på energiområdet, og hvor danske producenter af grøn brintteknologi får mere lige konkurrencevilkår med resten af verden, så de danske styrkepositioner ikke udhules.
”Regeringens beslutning om grøn statsstøtte kort før jul er af endog meget stor betydning for mulighederne i 2024. For vi lever i en verden med en enorm ulig konkurrence, drevet af massiv statsstøtte. Presset kommer især fra Kina, men også fra USA og i stigende grad også andre EU-lande. Med beslutningen om statsstøtte går vi markant stærkere ind i 2024 og det er helt centralt. For Danmark må ikke miste årtiers arbejde med innovative, teknologiske løsninger til udlandet netop som vi står i en gigantisk grøn industrialisering. Vi skal sikre en stærk grøn brintindustri, der både producerer brint, men helt afgørende også den bagvedliggende teknologi, som brændselsceller, elektrolyseudstyr og komponenter. Vi ser frem til at arbejde sammen med regeringen om at implementere statsstøtteprogrammet, og sikre, at Danmark får en moderne og aktiv, grøn industripolitik, hvor vi stimulerer produktion og industrialisering af de grønne teknologier, hvor Danmark har så stort potentiale.
Med en aktiv industripolitik for brint og Power-to-X, og med infrastrukturen til at binde teknologi, produktion og aftag sammen, kan vi gøre 2024 til et rigtigt godt brintår, hvor vi til glæde for klima, økonomi og forsyningssikkerhed tager vigtige skrift mod at opfylde 4-6 GW målsætningen, og sikre Danmarks rolle som en internationalt førende grøn industrination,” slutter Tejs Laustsen Jensen.
Relaterede nyheder
Brintbranchen: Nye tyske regler vil øge efterspørgsel efter grøn brint markant
Den tyske Forbundsdag har sent torsdag eftermiddag vedtaget ny lovgivning (REDIII), der bl.a. sætter krav til brug af grøn brint (RFNBO) i den tyske transportsektor. De nye regler vil bidrage til at øge efterspørgslen efter grøn brint markant, og vil derfor også have stor betydning for dansk eksport af brint og grønne brændstoffer, samt den kommende danske brintinfrastruktur. Ifølge Brintbranchen illustrerer de tyske regler samtidig, hvor store udfordringerne med den tilsvarende danske lovgivning er.
Læs mere...Forsyningskrise understreger behov for nye flybrændstoffer
Det Internationale Energiagenturs (IEA) advarsel om at Europa nu kun har seks ugers forsyninger af flybrændstof på lager, bør adresseres i de aktuelle regeringsforhandlinger. Brintbranchen peger på, at Danmark og Europa kun ved at øge den hjemlige produktion af grønt brændstof kan frigøre sig fra det fossile jerngreb vi pt. holdes i.
Læs mere...Både elnetskrise og forsyningskrisen kræver mere fleksibel brintproduktion. Bør være central prioritet for ny regering.
Såvel forsyningsproblemerne på grund af det lukkede Hormuzstræde som kapacitetskrisen i det danske elnet understreger behovet for mere grøn brintproduktion i Danmark. For grønne brintbaserede brændstoffer kan træde i stedet for f.eks. importeret flybrændstof fra Mellemøsten, og fleksible brintanlæg kan bidrage til en effektiv udnyttelse af elnettet. Og derfor bør brint og PtX være centrale elementer i en ny regerings energipolitik. Sådan lyder det fra Brintbranchen, der i dag lancerer fem konkrete PtX-initiativer til den kommende regering.
Læs mere...