Regeringens Klimaprogram understreger behovet for nye investeringer i brint og PtX
Regeringens Klimaprogram 2024 viser, at vi forventeligt er godt på vej til at indfri 2030-målsætningen. Men samtidig tydeliggør programmet, at der skal yderlige initiativer og nye investeringer til, hvis brint- og PtX-potentialerne både før og efter 2030 skal realiseres.

De lavthængende frugter er plukket, og næste fase af den grønne omstilling bliver mere kompliceret, og kommer til at kræve langsigtede, strategiske initiativer – og her kommer vi ikke uden om nye investeringer. Det gælder ikke mindst på brint- og PtX-området, der er centralt for opfyldelsen af flere politiske målsætninger, vurderer Brintbranchens direktør, Tejs Laustsen Jensen, i en kommentar til Klimaprogrammet:
”Det er glædeligt at se, at udviklingen går i den rigtige retning frem mod målet i 2030. Men når man dykker ned i regeringens Klimaprogram, og kigger nærmere på brint- og PtX-elementerne, er det tydeligt, at der er behov for mere handling. Det er nødvendigt, fordi brint og PtX er katalysator for omstillingen af de sværeste sektorer som landbrug, transport og tung industri. Brint og PtX er desuden afgørende for flere af vores klima- og energipolitiske målsætninger f.eks. i forhold til udbygningen af havvind, der nævnes i Klimaprogrammet, som ganske enkelt kun kan lade sig gøre – og hænge sammen som business case – hvis storskala konvertering til grøn brint er en del af systemet,” udtaler Tejs Laustsen Jensen, og fortsætter:
”Der foreligger en bred politisk aftale om, at vi skal have etableret 4-6 GW elektrolyse i 2030, og den aftale refereres der til i Klimaprogrammet. Brint og PtX er centrale elementer i EU’s klima- og industripolitiske planer og reguleringer, som skal accelerere unionens energi- og teknologiuafhængighed, og anden runde af EU’s brintbank kører i slutningen af dette år; planer der også henvises til i Klimaprogrammet. Men der står intet om, hvordan målene skal nås, hvordan Danmark skal bidrage, eller hvordan f.eks. brintelementerne i EU’s Fit-for-55 eller REPowerEU kan bruges som grøn løftestang for yderligere tempo i omstillingen herhjemme,” siger han, og afslutter:
”Som regeringen også selv konkluderer, er der er ikke flere lette løsninger, og det er nu – hvor det både bliver svært, og kommer til at koste penge – at vores klimadedikation skal stå sin prøve. Derfor mener vi i Brintbranchen, at der er behov for at foretage de investeringer, der skal sikre vores erhvervsliv og konkurrenceevne i fremtiden. Brint og PtX ér afgørende løsninger for klima, energi og industri. Danmark kan levere på dette centrale område, og derfor må regeringen tage sit eget Klimaprogram til efterretning og levere de rammevilkår og investeringer, som de politiske brintambitioner kræver.”
Relaterede nyheder
Brintbranchen: Vigtige grønne satsninger i regeringsgrundlaget
Brintbranchen roser de grønne initiativer i regeringsgrundlaget. Det gælder ikke mindst prioriteringen af grønne PtX-brændstoffer, blandt andet til forsvarsbrug. Brintbranchen understreger desuden det akutte behov for en løsning på krisen i elnettet, herunder at sikre, at elnettet ikke de facto kommer til at forhindre den kommende brintinfrastruktur.
Læs mere...Energinets nye procedure skaber meget bekymrende situation i elnettet
“Kritisk” og "grund til stor bekymring”. Sådan lyder kommentaren fra Brintbranchen, der repræsenterer en af de sektorer i Danmarks grønne energiforsyning og klimaindsats, der vil være blandt de kommende års potentielt helt store elforbrugere. Kommentaren kommer i kølvandet på Energinets seneste udmeldinger omkring elnettet. Her er man samtidig uforstående overfor, at efterspørgslen efter kapacitet til PtX-anlæg skulle være overraskende.
Læs mere...