Grønt lys til brintinfrastruktur er vigtigt skridt fremad – men forsinkelse er kritisk
Det modtages med tilfredshed i Brintbranchen, at regeringen har givet grønt lys til, at Energinet kan gå videre med forberedelserne til etableringen af hele det danske brintbackbone, inkl. adgang til lager. Branchen understreger, at behovet for infrastrukturen er massivt, og betegner den samtidigt udmeldte forsinkelse som stærkt bekymrende, og opfordrer regeringen til at vende hver en sten for at nedbringe forsinkelsen.

”Danmark og industrien har brug for en stærk brintinfrastruktur. Det er en forudsætning for den videre grønne omstilling, og derfor er det også meget positivt, at regeringen i dag har bekræftet den politiske opbakning til de danske brintambitioner. At der nu er givet grønt lys til at gå videre med hele backbonet et vigtigt skridt fremad, som vi gerne vil kvittere for. Det viser, i kontrast til seneste tids mediedækning, en meget stærk commitment fra branchens virksomheder i den bagvedliggende markedsdialog.
Industriens brintambitioner lever i bedste velgående. Nu skal vi i fællesskab arbejde på at komme helt i mål, for der er fortsat en indbygget og velkendt udfordring i samspillet mellem brintinfrastruktur, havvind og den vished, som investorerne har brug for,” udtaler Brintbranchens direktør, Tejs Laustsen Jensen, i forbindelse med regeringens udmeldinger om etableringen af brintinfrastruktur i Danmark.
Det haster mere end nogensinde
At det samtidig er blevet offentliggjort, at brintinfrastrukturen forsinkes, modtages til gengæld med meget stor bekymring i brint- og PtX-industrien, da tempo er helt afgørende for succes og markedsadgang:
”Det er særdeles problematisk og direkte uacceptabelt, at processen forsinkes så meget, at der vil gå ca. otte år fra nu til infrastrukturen, er klar til brug. Der opbygges forsyningskæder og kontrakter på tværs af Europa i disse år, og her er 2030 en afgørende skillelinje. Det er helt afgørende, at der både fra politisk og administrativ side gøres alt, hvad der er muligt for at fremskynde processen. Det er derfor også godt at regeringen lægger op til at se på bl.a. ændret lovgivning for at speede processen op,” siger Tejs Laustsen Jensen.
”Med dagens udmelding rykker vi fremad mod de næste forberedende faser for brintinfrastrukturen. Der er fortsat meget, der skal falde på plads, og vi har travlt. Branchen er klar, og vi ser frem til et godt samarbejde med både det politiske niveau, myndighederne og infrastrukturselskaberne om at sikre den bedste og hurtigst muligt udrulning af brintinfrastruktur i Danmark,” slutter Tejs Laustsen Jensen.
Relaterede nyheder
Brintbranchen: Nye tyske regler vil øge efterspørgsel efter grøn brint markant
Den tyske Forbundsdag har sent torsdag eftermiddag vedtaget ny lovgivning (REDIII), der bl.a. sætter krav til brug af grøn brint (RFNBO) i den tyske transportsektor. De nye regler vil bidrage til at øge efterspørgslen efter grøn brint markant, og vil derfor også have stor betydning for dansk eksport af brint og grønne brændstoffer, samt den kommende danske brintinfrastruktur. Ifølge Brintbranchen illustrerer de tyske regler samtidig, hvor store udfordringerne med den tilsvarende danske lovgivning er.
Læs mere...Forsyningskrise understreger behov for nye flybrændstoffer
Det Internationale Energiagenturs (IEA) advarsel om at Europa nu kun har seks ugers forsyninger af flybrændstof på lager, bør adresseres i de aktuelle regeringsforhandlinger. Brintbranchen peger på, at Danmark og Europa kun ved at øge den hjemlige produktion af grønt brændstof kan frigøre sig fra det fossile jerngreb vi pt. holdes i.
Læs mere...Både elnetskrise og forsyningskrisen kræver mere fleksibel brintproduktion. Bør være central prioritet for ny regering.
Såvel forsyningsproblemerne på grund af det lukkede Hormuzstræde som kapacitetskrisen i det danske elnet understreger behovet for mere grøn brintproduktion i Danmark. For grønne brintbaserede brændstoffer kan træde i stedet for f.eks. importeret flybrændstof fra Mellemøsten, og fleksible brintanlæg kan bidrage til en effektiv udnyttelse af elnettet. Og derfor bør brint og PtX være centrale elementer i en ny regerings energipolitik. Sådan lyder det fra Brintbranchen, der i dag lancerer fem konkrete PtX-initiativer til den kommende regering.
Læs mere...