Auktion afslører: Støttebehovet til grøn brint falder fortsat
Grøn brint er langt billigere og mere konkurrencedygtig, end rygterne ville påstå. Det understreges tydeligt ved den anden auktionsrunde via EU’s Brintbank, der netop er afsluttet med støtteniveauer på mellem 0.20 og 0.60 euro pr. kilo grøn brint produceret. Det er gode nyheder, vurderer Brintbranchen, der opfordrer regeringen til at gøre mere for at sikre de danske muligheder i næste runde.

”Der skal lyde et stort tillykke til de vindende projekter herunder ikke mindst til Brintbranchens medlemmer CIP og Norwegian Hydrogen. De 15 projekter, der har fået tildelt i alt 992 euro, vil sætte skub på brint- og PtX-udviklingen i Europa. Det er afgørende, at vi insisterer på at udvikle og opskalere grøn brint- og PtX-produktion, både for at holde fast i klimaambitionerne, og styrke forsyningssikkerheden og den industrielle udvikling,” udtaler Brintbranchens direktør, Tejs Laustsen Jensen, der opfordrer Christiansborg til at gribe mulighederne for brintproduktion i Danmark:
”Det er selvfølgelig ærgerligt, at der ikke er danske projekter blandt vinderne. Denne rundes resultater sender et klart signal til de danske politikere om, at vi skal gøre langt mere for at sikre de bedst mulige rammer for grøn brint- og PtX-produktion herhjemme. Danmark har potentialet, men det kræver tilstrækkelige politiske rammevilkår, hvis vi skal være med forrest i feltet.”
Sideløbende med auktionen i Brintbanken har der været nationale PtX-udbud via mekanismen Auction as a Service. Her kan EU’s medlemsstater selv udlodde midler til brintprojekter. Fordelen ved denne udbudsmekanisme er, at alle statsstøttespørgsmål er afklaret på forhånd, og projekterne kan søge om både EU- og nationale midler. Den administrative byrde lettes således for virksomhederne, der kun skal ansøge ét sted for at komme i betragtning til begge puljer, som Spanien, Østrig og Litauen har gjort. Tejs Laustsen Jensen opfordrer regeringen til at gøre brug af denne mekanisme til danske projekter:
”EU-Kommissionen har sendt klare opfordringer til medlemslandene om at bruge Auction as a Service til nationale udbud. Vi har også ad flere omgange opfordret regeringen til netop at bruge mulighederne for kontinuerlige PtX-udbud. På baggrund af dagens resultater bør det stå endnu tydeligere, at hvis Danmark fortsat skal være en brintnation, skal vi gøre mere for at udvikle industrien.”
Relaterede nyheder
Brintbranchen: Vigtige grønne satsninger i regeringsgrundlaget
Brintbranchen roser de grønne initiativer i regeringsgrundlaget. Det gælder ikke mindst prioriteringen af grønne PtX-brændstoffer, blandt andet til forsvarsbrug. Brintbranchen understreger desuden det akutte behov for en løsning på krisen i elnettet, herunder at sikre, at elnettet ikke de facto kommer til at forhindre den kommende brintinfrastruktur.
Læs mere...Energinets nye procedure skaber meget bekymrende situation i elnettet
“Kritisk” og "grund til stor bekymring”. Sådan lyder kommentaren fra Brintbranchen, der repræsenterer en af de sektorer i Danmarks grønne energiforsyning og klimaindsats, der vil være blandt de kommende års potentielt helt store elforbrugere. Kommentaren kommer i kølvandet på Energinets seneste udmeldinger omkring elnettet. Her er man samtidig uforstående overfor, at efterspørgslen efter kapacitet til PtX-anlæg skulle være overraskende.
Læs mere...