Grønt lys til brintinfrastruktur er vigtigt skridt fremad – men forsinkelse er kritisk
Det modtages med tilfredshed i Brintbranchen, at regeringen har givet grønt lys til, at Energinet kan gå videre med forberedelserne til etableringen af hele det danske brintbackbone, inkl. adgang til lager. Branchen understreger, at behovet for infrastrukturen er massivt, og betegner den samtidigt udmeldte forsinkelse som stærkt bekymrende, og opfordrer regeringen til at vende hver en sten for at nedbringe forsinkelsen.

”Danmark og industrien har brug for en stærk brintinfrastruktur. Det er en forudsætning for den videre grønne omstilling, og derfor er det også meget positivt, at regeringen i dag har bekræftet den politiske opbakning til de danske brintambitioner. At der nu er givet grønt lys til at gå videre med hele backbonet et vigtigt skridt fremad, som vi gerne vil kvittere for. Det viser, i kontrast til seneste tids mediedækning, en meget stærk commitment fra branchens virksomheder i den bagvedliggende markedsdialog.
Industriens brintambitioner lever i bedste velgående. Nu skal vi i fællesskab arbejde på at komme helt i mål, for der er fortsat en indbygget og velkendt udfordring i samspillet mellem brintinfrastruktur, havvind og den vished, som investorerne har brug for,” udtaler Brintbranchens direktør, Tejs Laustsen Jensen, i forbindelse med regeringens udmeldinger om etableringen af brintinfrastruktur i Danmark.
Det haster mere end nogensinde
At det samtidig er blevet offentliggjort, at brintinfrastrukturen forsinkes, modtages til gengæld med meget stor bekymring i brint- og PtX-industrien, da tempo er helt afgørende for succes og markedsadgang:
”Det er særdeles problematisk og direkte uacceptabelt, at processen forsinkes så meget, at der vil gå ca. otte år fra nu til infrastrukturen, er klar til brug. Der opbygges forsyningskæder og kontrakter på tværs af Europa i disse år, og her er 2030 en afgørende skillelinje. Det er helt afgørende, at der både fra politisk og administrativ side gøres alt, hvad der er muligt for at fremskynde processen. Det er derfor også godt at regeringen lægger op til at se på bl.a. ændret lovgivning for at speede processen op,” siger Tejs Laustsen Jensen.
”Med dagens udmelding rykker vi fremad mod de næste forberedende faser for brintinfrastrukturen. Der er fortsat meget, der skal falde på plads, og vi har travlt. Branchen er klar, og vi ser frem til et godt samarbejde med både det politiske niveau, myndighederne og infrastrukturselskaberne om at sikre den bedste og hurtigst muligt udrulning af brintinfrastruktur i Danmark,” slutter Tejs Laustsen Jensen.
Relaterede nyheder
Brintbranchens nytårsudtalelse 2026: Et stort og skelsættende år i vente
2026 kan og bør blive mulighedernes år for dansk brint og Power-to-X. Store investeringsbeslutninger, brintinfrastruktur og et øget fokus på aftag i form af flydende brændsler har stort dansk potentiale. 2026 bør være året, hvor vi som nation for alvor realiserer det, mener Brintbranchen.
Læs mere...Grøn julegave: Elektrolysekapaciteten er nu 100 MW
Julen falder lidt tidligere i år, for i dag har European Energy idriftsat yderligere 5MW elektrolysekapacitet ved deres anlæg i Måde. Det betyder, at den samlede danske kapacitet runder 100 MW. Det er en vigtig milepæl, der markerer, at danskproduceret grøn brint er en industri under hastig udvikling.
Læs mere...