Brintbranchen: Grønt luftfartsudspil mangler fokus på elektrofuels

Regeringen har i dag præsenteret sit udspil om grøn luftfart. Brintbranchen roser, at regeringen tager fat på omstillingen af luftfarten, men opfordrer kraftigt til, at regeringen skaber stærkere incitamenter til, at en grønnere luftfart baseres på elektrofuels frem for biobaserede løsninger. Herved vil de danske løsninger bliver skalerbare og give mulighed for at opnå reel grøn luftfart - også når vi flyver udenrigs. Og de vil samtidig bidrage til at styrke Danmarks position som producent af grønne brint- og Power-to-X (PtX)-brændstoffer.

Cover

Brintbranchen tager godt imod, at regeringen nu tager reelle initiativer til at gøre luftfarten mere grøn, men understreger, at det er ikke ligegyldigt, hvilken vej Danmark vælger hen til en ny og grønnere luftfart. Branchen advarer således mod kortsigtede biobaserede løsninger og opfordrer til, at Danmark allerede nu går i gang med at stimulere udviklingen af en sikker forsyningskæde og robust brintinfrastruktur til levering af brintbaseret jetfuel, SAF (sustainable aviation fuels). Og på længere sigt også de rene brintfly, som bl.a. Airbus har under udvikling.

”Det er godt, at der nu endelig kommer reel handling på luftfartsområdet. Der er mange gode elementer i udspillet, men vi har brug for, at regeringen skaber incitamenter til, at grønne brintbaserede brændsler kan anvendes i luftfarten. Det er den eneste reelle vej til en grøn og skalerbar løsning, der langsigtet kan gøre alle flyvninger grønne. Derfor bør det annoncerede udbud indrettes, så vi ikke ender i kortsigtede bioløsninger, fx ved at elektrofuels får multiplier eller en ekstra bonus. Alternativt risikerer vi ikke kun dårligere løsninger for luftfarten, men vi misser også en helt oplagt mulighed for at bruge udbuddet som en løftestang til at booste den danske produktion af brændstoffer baseret på vind og sol,” siger Brintbranchens direktør, Tejs Laustsen Jensen, i en første reaktion på udspillet.

Brint kan få en nøglerolle i omstillingen af luftfarten

Brintbranchen glæder sig over, at regeringen også vil reservere 1,5 mia. kr. i støtte til grøn luftfart i årene 2027-2033. Det er vigtigt, men Brintbranchen opfordrer til, at hele provenuet fra den kommende flyafgift investeres i den grønne omstilling frem for også at finansiere andre formål. Derudover opfordrer Brintbranchen til, at regeringen tænker alle forsynings- og værdikæderne for de grønne flybrændstoffer sammen.

”Når vi producerer elektrofuels, skal vi bruge både grøn brint og grøn CO2. For at opfylde ambitionerne om grønne flybrændstoffer har vi brug for en national plan for, hvordan vi sikrer adgang til den nødvendige karbon, for her har vi aktuelt en massiv udfordring, hvor fokus alene har været rettet mod CCS. Vi er nødt til at indtænke alle dele af værdikæden, hvis grøn luftfart reelt skal blive til noget. Regeringens udspil kan være en god start på det, der potentielt kan løfte en fossiltung sektor, der er notorisk svært at omstille. Og den danske brintindustri kan komme til at spille en nøglerolle i omstillingen af luftfarten. Men vi har, også efter dagens udspil, brug for yderligere tiltag og tydelige incitamenter til at kunne opskalere de gode initiativer og sikre en reel forsyning af grønne danske brændstoffer. Det ser vi i branchen frem til at bidrage til,” slutter Tejs Laustsen Jensen.

Press contact
Tejs Laustsen Jensen
Direktør/CEO

Relaterede nyheder

cover

Brintbranchens nytårsudtalelse 2026: Et stort og skelsættende år i vente

2026 kan og bør blive mulighedernes år for dansk brint og Power-to-X. Store investeringsbeslutninger, brintinfrastruktur og et øget fokus på aftag i form af flydende brændsler har stort dansk potentiale. 2026 bør være året, hvor vi som nation for alvor realiserer det, mener Brintbranchen.

Læs mere...
cover

Grøn julegave: Elektrolysekapaciteten er nu 100 MW

Julen falder lidt tidligere i år, for i dag har European Energy idriftsat yderligere 5MW elektrolysekapacitet ved deres anlæg i Måde. Det betyder, at den samlede danske kapacitet runder 100 MW. Det er en vigtig milepæl, der markerer, at danskproduceret grøn brint er en industri under hastig udvikling.

Læs mere...

Om os

Brintbranchen er en fokuseret interesseorganisation for brint- og Power-to-X-interessenter i Danmark. Vi repræsenterer hele værdikæden fra forskning til færdigudviklede produkter. Hver dag arbejder vi for at fremme produktion og brugen af brint, Power-to-X (PtX), brændselsceller, elektrolyse, electrofuels og de bagvedliggende teknologier. Vores ambition er, at Danmark udnytter sit potentiale til at blive foregangsland inden for brint og Power-to-X, og vi arbejder hver dag for at skabe de bedst mulige rammer for forskning, udvikling, produktion og eksport af vores medlemmers teknologier og produkter.

Kontakt

Vesterbrogade 1C, 2.sal
1620 København V

info@brintbranchen.dk
+45 39202003
© 2026 | Alle rettigheder forbeholdes.