Auktion afslører: Støttebehovet til grøn brint falder fortsat
Grøn brint er langt billigere og mere konkurrencedygtig, end rygterne ville påstå. Det understreges tydeligt ved den anden auktionsrunde via EU’s Brintbank, der netop er afsluttet med støtteniveauer på mellem 0.20 og 0.60 euro pr. kilo grøn brint produceret. Det er gode nyheder, vurderer Brintbranchen, der opfordrer regeringen til at gøre mere for at sikre de danske muligheder i næste runde.

”Der skal lyde et stort tillykke til de vindende projekter herunder ikke mindst til Brintbranchens medlemmer CIP og Norwegian Hydrogen. De 15 projekter, der har fået tildelt i alt 992 euro, vil sætte skub på brint- og PtX-udviklingen i Europa. Det er afgørende, at vi insisterer på at udvikle og opskalere grøn brint- og PtX-produktion, både for at holde fast i klimaambitionerne, og styrke forsyningssikkerheden og den industrielle udvikling,” udtaler Brintbranchens direktør, Tejs Laustsen Jensen, der opfordrer Christiansborg til at gribe mulighederne for brintproduktion i Danmark:
”Det er selvfølgelig ærgerligt, at der ikke er danske projekter blandt vinderne. Denne rundes resultater sender et klart signal til de danske politikere om, at vi skal gøre langt mere for at sikre de bedst mulige rammer for grøn brint- og PtX-produktion herhjemme. Danmark har potentialet, men det kræver tilstrækkelige politiske rammevilkår, hvis vi skal være med forrest i feltet.”
Sideløbende med auktionen i Brintbanken har der været nationale PtX-udbud via mekanismen Auction as a Service. Her kan EU’s medlemsstater selv udlodde midler til brintprojekter. Fordelen ved denne udbudsmekanisme er, at alle statsstøttespørgsmål er afklaret på forhånd, og projekterne kan søge om både EU- og nationale midler. Den administrative byrde lettes således for virksomhederne, der kun skal ansøge ét sted for at komme i betragtning til begge puljer, som Spanien, Østrig og Litauen har gjort. Tejs Laustsen Jensen opfordrer regeringen til at gøre brug af denne mekanisme til danske projekter:
”EU-Kommissionen har sendt klare opfordringer til medlemslandene om at bruge Auction as a Service til nationale udbud. Vi har også ad flere omgange opfordret regeringen til netop at bruge mulighederne for kontinuerlige PtX-udbud. På baggrund af dagens resultater bør det stå endnu tydeligere, at hvis Danmark fortsat skal være en brintnation, skal vi gøre mere for at udvikle industrien.”
Relaterede nyheder
Brintbranchens nytårsudtalelse 2026: Et stort og skelsættende år i vente
2026 kan og bør blive mulighedernes år for dansk brint og Power-to-X. Store investeringsbeslutninger, brintinfrastruktur og et øget fokus på aftag i form af flydende brændsler har stort dansk potentiale. 2026 bør være året, hvor vi som nation for alvor realiserer det, mener Brintbranchen.
Læs mere...Grøn julegave: Elektrolysekapaciteten er nu 100 MW
Julen falder lidt tidligere i år, for i dag har European Energy idriftsat yderligere 5MW elektrolysekapacitet ved deres anlæg i Måde. Det betyder, at den samlede danske kapacitet runder 100 MW. Det er en vigtig milepæl, der markerer, at danskproduceret grøn brint er en industri under hastig udvikling.
Læs mere...