Nye kriterier i EU’s brintbank skal dæmme op for unfair kinesisk konkurrence
Den europæiske brintbank har offentliggjort kriterierne for dens anden auktion. De nye kriterier indeholder udover priskrav også en række kvalitative krav, som vil bidrage til at sikre den europæiske brintindustri mod unfair kinesisk konkurrence. Det er gode nyheder, mener Brintbranchen, der dog kraftigt beklager, at banken finansieres med en milliard euro mindre end oprindeligt lovet.

”Det er godt, at brintbankens længe ventede anden auktionsrunde nu kommer. Auktionen starter i begyndelsen af december, og det er vigtigt, at vi bruger denne mekanisme som investeringsmuskel til at øge den grønne brintproduktion i Europa,” siger Tejs Lausten Jensen, direktør i Brintbranchen.
Brintbranchen tager godt imod de nye betingelser for brintbankens anden auktion. Ikke mindst at Kommissionen har lyttet til ønsket fra en forenet europæisk brinindustri om, at kvalitative krav blev del af udbudsbetingelserne. I brintbankens anden auktion er der nu krav om, at elektrolyseudstyr ikke må indeholde mere end maksimalt 25% (MWe) kinesisk produceret materiale, og der er ligeledes optaget sikkerheds- og cybersikkerhedskrav i betingelserne.
”Det er rigtigt godt, at der nu tages første skridt til helt specifikt at dæmme op for unfair kinesisk konkurrence såvel som at imødegå sikkerhedstrusler. Det er afgørende, at vi kan sikre europæisk værdi og forsyningskæder i denne strategiske industri. Både af hensyn til økonomi, forsyningssikkerhed og det overordnede sikkerhedsbillede,” siger Tejs Laustsen Jensen.
Missede chancer
Selvom Brintbranchen overordnet er positiv overfor de nye betingelser, gør brintdirektøren det klart, at det kun er første skridt.
”Der er en global kamp i gang om kontrol med fremtidens grønne teknologier, og Europa må og skal agere efter de ændrede globale forhold. Kriterierne er et vigtigt skridt, men vi har brug for meget mere. EU må tage en lang og bred række værktøjer i spil for at sikre, at vi ikke opgiver brintindustrien til Kina, og dermed spiller os selv et afgørende strategisk kort af hænde.”
Også finansieringen kunne have været mere ambitiøst mener Brintbranchens direktør:
”Banken er finansieret med en milliard euro mindre end oprindeligt lovet. Det er meget vigtigt, at der skabes langsigtet vished om både EU og dansk finansiering af kommende udbud,” siger Tejs Laustsen Jensen.
Relaterede nyheder
Brintbranchens nytårsudtalelse 2026: Et stort og skelsættende år i vente
2026 kan og bør blive mulighedernes år for dansk brint og Power-to-X. Store investeringsbeslutninger, brintinfrastruktur og et øget fokus på aftag i form af flydende brændsler har stort dansk potentiale. 2026 bør være året, hvor vi som nation for alvor realiserer det, mener Brintbranchen.
Læs mere...Grøn julegave: Elektrolysekapaciteten er nu 100 MW
Julen falder lidt tidligere i år, for i dag har European Energy idriftsat yderligere 5MW elektrolysekapacitet ved deres anlæg i Måde. Det betyder, at den samlede danske kapacitet runder 100 MW. Det er en vigtig milepæl, der markerer, at danskproduceret grøn brint er en industri under hastig udvikling.
Læs mere...