Ny, grøn brintalliance skal styrke båndet mellem USA og Danmark

Handelsbåndet mellem USA og Danmark styrkes nu i et formaliseret samarbejde om grøn brint. Partnerskabsaftalen, US-Denmark Green Hydrogen Alliance, blev markeret ved en underskrivelsesceremoni i Washington DC., hvor Brintbranchen var blandt de danske underskrivere. Statsminister, Mette Frederiksen, deltog i offentliggørelsen som en del at et storstilet erhvervsfremstød i USA.

Cover

USA skal med på den grønne vogn, og med vedtagelsen af Inflation Reduction Act, har præsident Biden sat retningen for en amerikansk omstilling. Med høje ambitioner og massive investeringer, skal indsatsen for at løsrive sig fra den fossile energi nu op i gear. Det skaber store eksportmuligheder for danske virksomheder, der kan bistå amerikanerne i den grønne omstilling. Det handler ikke mindst om grøn brint og Power-to-X (PtX), hvor den danske industri er placeret i det internationale førerfelt.   

Formålet med den nye alliance er at skabe en videnskorridor mellem USA og Danmark, der skal gøre det lettere for danske virksomheder at etablere sig i USA, og bistå de lokale virksomheder og organisationer i omstillingen via brint og PtX. Danske og amerikanske aktører vil lettere kunne dele viden og erfaringer om produktion, opskalering og implementering af grønne brintløsninger.  

Den danske hovedorganisation for brint og PtX, Brintbranchen, er blandt underskriverne af aftalen, og direktør, Tejs Laustsen Jensen, glæder sig over den nye alliance, som han venter sig meget af, og som kan være med til at sætte skub på både den amerikanske omstilling, og den danske eksport, forklarer han: 

"Det er både glædeligt og vigtigt, at eksportindsatsen for dansk, grøn brint og PtX intensiveres. Vi har stærke relationer til USA ikke mindst på handelsområdet, og den relation styrkes nu med denne alliance, som både skal bistå amerikanerne i den grønne omstilling, og skabe nye muligheder for den danske brint- og PtX-industri. Et formaliseret samarbejde mellem vores to lande vil gøre det lettere for de grønne løsninger at finde vej til de amerikanske udfordringer, og på den måde skabe værdi på begge parter. Vi glæder os til samarbejdet, som kommer til at skabe store, grønne forandringer." 

Alliancen indgås mellem The Trade Council North America og den danske ambassade i Washington på den ene side, og Brintbranchen, Dansk Industri, Dansk Erhverv, Danske Rederier og Green Power Danmark fra dansk side samt en række amerikanske aktører.

Press contact
Tejs Laustsen Jensen
Direktør/CEO

Relaterede nyheder

cover

Brintbranchens nytårsudtalelse 2026: Et stort og skelsættende år i vente

2026 kan og bør blive mulighedernes år for dansk brint og Power-to-X. Store investeringsbeslutninger, brintinfrastruktur og et øget fokus på aftag i form af flydende brændsler har stort dansk potentiale. 2026 bør være året, hvor vi som nation for alvor realiserer det, mener Brintbranchen.

Læs mere...
cover

Grøn julegave: Elektrolysekapaciteten er nu 100 MW

Julen falder lidt tidligere i år, for i dag har European Energy idriftsat yderligere 5MW elektrolysekapacitet ved deres anlæg i Måde. Det betyder, at den samlede danske kapacitet runder 100 MW. Det er en vigtig milepæl, der markerer, at danskproduceret grøn brint er en industri under hastig udvikling.

Læs mere...

Om os

Brintbranchen er en fokuseret interesseorganisation for brint- og Power-to-X-interessenter i Danmark. Vi repræsenterer hele værdikæden fra forskning til færdigudviklede produkter. Hver dag arbejder vi for at fremme produktion og brugen af brint, Power-to-X (PtX), brændselsceller, elektrolyse, electrofuels og de bagvedliggende teknologier. Vores ambition er, at Danmark udnytter sit potentiale til at blive foregangsland inden for brint og Power-to-X, og vi arbejder hver dag for at skabe de bedst mulige rammer for forskning, udvikling, produktion og eksport af vores medlemmers teknologier og produkter.

Kontakt

Vesterbrogade 1C, 2.sal
1620 København V

info@brintbranchen.dk
+45 39202003
© 2026 | Alle rettigheder forbeholdes.