Copenhagen Infrastructure Partners melder sig ind i Brintbranchen
Brintbranchen udvider medlemskredsen med Copenhagen Infrastructure Partners (CIP). CIP er verdens største fondsforvalter af greenfield investeringer i grøn energiinfrastruktur, og med tiltrædelsen i Brintbranchen understreger CIP sine ambitioner indenfor grøn brint og Power-to-X.

Det er med stor glæde, at Brintbranchen kan byde CIP velkommen som nyt medlem. Tejs Laustsen Jensen, direktør i Brintbranchen, siger om CIP’s indmeldelse:
”CIP er én af de vigtigste aktører indenfor grøn energi, og er med deres portefølje af grønne energiprojekter på mere end 80 GW en meget betydelig spiller – i produktionen af grøn strøm såvel som forædlingen videre til brint, ammoniak og grønne brændsler. CIP har allerede søsat flere storskala brint- og Power-to-X- projekter i ind- og udland, og har dermed demonstreret såvel ambition om som vilje til at løfte den internationale brintindustri fra MW- til GW-skalaen. Vi glæder os til at understøtte CIP’s arbejde på brint og Power-to-X og ser frem til samarbejdet.”
Karsten Plauborg, partner hos CIP, siger om medlemskabet hos Brintbranchen:
”Grøn brint, grønt metanol og grøn ammoniak spiller en vigtig rolle i den grønne omstilling og samfundets mulighed for at dekarbonisere industrier, som ellers er svære at omstille. Og med krigen i Ukraine har forsyningssikkerhed i Europa fået en ny dimension, hvor også hydrogen og Power-to-X spiller en central rolle. Vi ser frem til som medlem af Brintbranchen at fortsætte med at drive den grønne omstilling og bidrage til at skabe et grønt energisystem i Danmark og det øvrige Europa.”
Relaterede nyheder
Brintbranchens nytårsudtalelse 2026: Et stort og skelsættende år i vente
2026 kan og bør blive mulighedernes år for dansk brint og Power-to-X. Store investeringsbeslutninger, brintinfrastruktur og et øget fokus på aftag i form af flydende brændsler har stort dansk potentiale. 2026 bør være året, hvor vi som nation for alvor realiserer det, mener Brintbranchen.
Læs mere...Grøn julegave: Elektrolysekapaciteten er nu 100 MW
Julen falder lidt tidligere i år, for i dag har European Energy idriftsat yderligere 5MW elektrolysekapacitet ved deres anlæg i Måde. Det betyder, at den samlede danske kapacitet runder 100 MW. Det er en vigtig milepæl, der markerer, at danskproduceret grøn brint er en industri under hastig udvikling.
Læs mere...